Møllegårdens ferie og kursuscenter:
Nyd de smukke omgivelser i denne romantiske bolig i fire meters højde, midt i og tæt på naturen. Hytterne ligger i kanten af et lille uberørt skovstykke. Der er åben udsigt over markerne mod både solopgang og solnedgang (højsommer). Når og hvis der kommer nordlys vil dette kunne opleves fra første parket. Rovfugle og rådyr ses på markerne omkring. Egern, spætte og et utal af sangfugle underholder i skoven. Der er adgang til overdækket bålhytte og bålsted, som deles med stedets shelterplads.
Boligen
Trætophytten er placeret på en 4 m høj platform, og har form af en 31 m2 stor dome. Domen er udstyret med fuldt køkken, badeværelse, stue og hems med fast trappe. Domen er opvarmet ved varmepumpe som også fungerer som aircondition, hvilket betyder et behageligt ophold året rundt. På pladsen er der 3 trætophytter og 4 luksussheltere. Alle med plads til privatliv.
Gæsteadgang:
Fri parkering tæt ved hytterne.
Gæsterne har adgang til "egen bolig" og den omgivende lille skov med stiudgang til "Fodsporet". "Fodsporet" er en asfalteret vandrer- og cykelsti, hvor du i fred kan nyde den smukke Vestsjællandske natur og dyrelivet på tæt hold. Der er 2 km til nærmeste indkøbsmulighed (dagligvarer).